Søndag skal danskerne forberede sig på at se en grå dag gennem vinduet, mens de spiser morgenmad.
»Vi starter ud med gråt, diset og tåget vejr over det hele,« siger vagthavende meteorolog ved DMI Henning Gisselø.
Men sådan varer det ikke ved, i hvert fald ikke for hele landet.
For op ad formiddagen bryder solen igennem skydækket og giver gode forhold til de jyder, der ønsker at bruge søndagen på at gå en tur under åben himmel.
Indtil videre, er det dog kun jyderne, der kan planlægge dagen efter solen.
»Hvor meget solskin, der bliver østpå er tvivlsomt, men jyderne får solen at se.«
Der er dog på ingen måde lagt op til en dag med solbadning, da temperaturen holder sig i det kolde mellem nul og tre grader.
Til gengæld kan man i hele landet glæde sig over, at der ifølge DMI ikke er nogen chance for regn.
»I værste fald bliver det gråvejr,« lyder det.