Den mængde regn der forventes at ramme Danmark det kommende døgn er langt fra noget man ser hver dag.

Mandag formiddag opjusterede DMI varslet om regn til 'meget farligt vejr' flere steder i landet.

Til B.T. fortæller Herdis Damberg, pressemedarbejder hos DMI, at det voldsomme varsel der mandag blev sendt ud, faktisk markerer en første gang for institutet.

»Det er noget tid siden, at vi har advaret mod meget farligt vejr. Vi har ikke gjort det før for kraftig regn. Så det er ret usædvanligt,« siger hun og understreger:

»Det er ikke hverdagskost. Der er kæmpestor usikkerhed med det her, men det er så eksplosivt, og det kan gå meget stærkt med den her nedbørstype.«

Hos DMI er det også vigtigt at understrege, at selvom man er udenfor området med det røde varsel, er der stadig god grund til at være opmærksom.

»Vi kan ikke love, at det kommer i alle kommunerne i varslet, men det kan også godt ske lige nord og syd for det område, hvor vi har varslet,« siger Herdis Damberg, der derfor kommer med en kraftig opfordring.

»Det handler om at holde sig opmærksom på vores varsler, og at holde øje med radaren. De bliver opdateret, når vi bliver klogere,« siger hun.

B.T. følger udviklingen med det voldsomme vejr tæt minut for minut. 

Læs med i livebloggen her.