Søndag bliver sidste chance for at tage forklædet på og stille grillen frem.

For i løbet af næste uge bliver det langt mere ustadigt, fortæller meteorolog hos DMI, Trine Pedersen.

Et tæt skydække og lokale byger bliver dog det, danskerne i store dele af landet kan stå op til søndag morgen.

»Skydækket er rimeligt jævnt fordelt. Men det klarer op vestfra i løbet af dagen,« forklarer vagthavnede meteorolog Trine Pedersen til B.T.

Temperaturene kommer til at ligge mellem 20-22 grader, og blæst bliver der heller ikke meget af.

Kun ved Nordjyllands vestkyst kan vinden svinge sig op til en let til frisk brise - i resten af landet kan du trygt have hat på.

Og det er jyderne, der får lov til at se solen først søndag, for allerede om formiddagen begynder det at klare op.

Sjællænderne får den først at se ud på eftermiddagen.

»Der kan være byger frem til eftermiddag, så der burde være tørt til om aften, ellers er man meget uheldig,« siger Trine Pedersen.

Langt de fleste steder er der dermed udsigt til en aften i solens tegn.

Og er man til at tænde op for en kul- eller gasgrill, så er søndag ved at være sidste udkald, lyder det.

»Hvis prognoserne holder, bliver det ustadigt i næste uge. Det er nok denne weekend, man skal få grillen luftet,« siger meteorologen.