Hvis man er til sol og høje temperaturer, kan der snart være noget at glæde sig til.
I næste uge bliver det nemlig »meget varmt«, når temperaturerne tager et mærkbart nyk opad. Det fortæller meteorolog hos DMI Trine Pedersen til B.T.
»På onsdag får vi rimelig høje temperaturer, og nogle steder i landet kan de komme helt op på 27 grader,« siger hun.
Trine Pedersen uddyber, at de lokale temperaturer afhænger af vindretningen, og at der kan være stor forskel, alt efter hvor i landet man befinder sig.
»Det bliver varmest i de sydvestlige dele af landet, mens det bliver koldest ved de østvendte kyster,« fortæller hun.
Hvorfor de helt høje temperaturer har været sat på hold de seneste uger, har Trine Pedersen en forklaring på.
»Det kommer meget an på, hvor vinden kommer fra. De seneste uger har vi haft vestenvind, som er kølig,« siger hun.
»Når det bliver varmt i Danmark, er det typisk, fordi vi får vind sydfra, som er varm,« fastslår hun.