Der er godt og dårligt nyt til dem, der elsker sommervarme.
Det gode er, at tirsdagens høje temperaturer, som har slået årets varmerekord, ser ud til at blive endnu vildere onsdag med temperaturer op til 35 grader.
Det dårlige er, at festen ser ud til at stoppe ud på eftermiddagen ifølge DMI's prognoser.
Her kan sol og varme blive skifte ud med voldsomt vejr i form af kraftig regn, tordenbyger, vindstød og måske endda stormstød, siger vagthavende meteorolog Lars Henriksen til B.T.
Det ventes at ske som følge af en koldfront, som nærmer sig landet fra nordvest.
Henriksen bemærker, at prognoserne virker særligt usikre, og at man hos DMI vil følge tæt med i udviklingen i det kommende døgn.
Indtil videre varsler DMI dog kraftig torden og lokale skybrud på hele Sjælland og Fyn på sin hjemmeside fra klokken 18.00 og frem til klokken 22.00.
Der kan også komme hagl, bemærker Henriksen.