Ifølge DMI går Danmark ikke en specielt sommerlig weekend i møde.

Torsdag har allerede budt på lavere temperaturer end de forgange to dage, og hverken fredag, lørdag eller søndag ser ud til at blive meget varmere, siger vagthavende meteorolog Anja Bodholdt. 

Temperaturen vil ligge mellem omkring 16 og 22 grader, lyder det.

Desuden er der regn i vente. Allerede fredag formiddag ventes byger ifølge Bodholdt at trække ind over landet fra Jylland. De ser ud til at ramme Sjælland ud på eftermiddagen.

Lørdag får man nærmest ikke solen at se, siger meteorologen. Der vil være overskyet og mere regn.

Søndag vil der også være perioder med regn.

Der er håb for mere sommerligt vejr fra omkring onsdag eller torsdag næste uge, lyder det fra DMI.