Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har igen varslet risiko for lokale skybrud over Danmark fredag.
Sågar kan der visse steder forekomme dobbelt-skybrud, fortæller DMIs vagthavende meteorolog Martin Lindberg.
»Det ser ud til, at risikoen for skybrud er noget større fredag,« siger han og tilføjer:
»Og det er muligt at, der kan opstå dobbelt skybrud,« forklarer han til B.T.
Det er en mængde nedbør, der svarer til 30 millimeter på 30 minutter.
En tung dyne af byger breder sig fredag ud over det meste af landet. Visse steder rummer skyerne dog særligt store mængder vand.
»Der er størst risiko for kraftig regn i Midtsjælland, Lolland-Falster og over til den sydlige del af Fyn og op i Midtjylland,« siger han.
Regnen begynder at falde ud på formiddagen, og bygerne vil komme og gå resten af dagen.
Bor man mellem Aalborg og Aarhus eller langs den nordsjællandske kyst, kan man være heldig at slippe for regn, vurderer Martin Lindberg.
Men han vil ikke garantere det.
»Der er mange små byger, og derfor er det svært at måle og forudsige præcist, hvor de rammer.«
Til gengæld er der ikke risiko for, at hatten blæser af, for i hele Danmark vil vinden være jævn til frisk.
Temperaturerne ligger mellem 18 og 23 grader, der sammen med en masse regn kan gøre luften fyldt med fugt.