Sol, tørvejr og temperaturer omkring de 25 grader.
Skal du holde sommerferie herhjemme i år, og er du mere til shorts end sydvest, så læs kun trygt videre.
Der er nemlig godt nyt til feriefolket i den nyeste månedsprognose fra DMI.
Her skriver langtidsmeteorolog Tove Fast, at vi er på vej ind i en periode med stabilt højtrykspræget vejr, hvor sol og varmere vejr er på vej.
Prognosen for uge 29, 30 og 31 ser derfor lovende ud:
»I den anden halvdel af juli går vi fra ustabilt vejr med byger, til mere stabilt vejr og flere dage med sol og varme,« skriver hun om perioden fra 14. juli til og med 17. august.
Det begynder allerede i næste uge, hvor temperaturerne kommer til at ligge mellem 20 til 28 grader.
Generelt melder meteorologen om »vekslende vejr med både byger og perioder med sol.«
Og det med bygerne er måske det eneste 'men' i den ellers overvejende solbeskinnede månedsprognose.
I uge 29 forstyrres det flotte billede med sol og varme nemlig af mange skyer og byger.
»Bygerne kan især i den østlige del af Danmark lokalt blive kraftige og være med torden.«
Det lune vejr fortsætter i slutningen af juli og i begyndelsen af august, og i uge 30 og 31 ser det ud til, at det mere bliver solen end regn og skyer, der kommer til at dominere.
Om uge 30 skriver Tove Fast, at et lavtryksområde over Østeuropa forskydes mod sydøst, mens et højtryk forstærkes over Nordvesteuropa.
»Det vil give os flere dage med tørt og solrigt vejr. Der vil fortsat komme varm luft fra sydlige retninger, men ind i mellem kan lidt køligere luft nå ind fra nord og nordvest.«
Og for at det ikke skal være løgn, så slutter sommervejret ikke der.
Prognosen for uge 31 indeholder nemlig også »flere dage med tørt og solrigt vejr og varme, der strømmer op fra sydvest.«