Selvom mandagens og tirsdagens vejr ikke har ramt over hele landet, har visse områder i den grad oplevet vejrgudernes rasen.
I Korsør Golf Klub har de således været nødt til at aflyse tirsdagens turnering.
Og ser man billeder fra stedet, er det ikke svært at forstå hvorfor.
Morgenens tur ud på banen blev nemlig en våd fornøjelse for klubbens greenkeeper.
Og det har klubben tirsdag delt et billede af.
»Det er fuldstændig vildt. Vores greenkeeper gik derud for at vise, hvor meget vand der ligger. Det er ikke for sjov, vi aflyser. Det er første gang i 26 år, vi har været nødt til at lukke grundet dårligt vejr. Det er ikke sket før.«
Sådan lyder det fra Nina Andersen, der er turneringsansvarlig i klubben.
Og spørger man Nina Andersen, er klubbens økonomiske tab da også til at tage og føle på.
»Tabet er pænt stort. Vi skulle have 148 spillere ude i dag. De betaler mellem 130 og 330 kroner, og så er der også omsætning i cafeen. Vi mister mange penge,« siger hun.
Nu skal dagen i stedet for golf bruges på kontorarbejde.
»Der er ikke så meget at gøre ved det. Der er ingen af os, der er herrer over vejret. Nu er vi ved at pakke præmier ind. Og så skal dem, der ikke vil spille i morgen, også have deres penge tilbage. Det tager også noget tid,« siger Nina Andersen.