Hæld vand og koncentrat lavet til formålet i en slush ice-maskine og tænd. Sådan lyder den simple opskrift på hjemmelavet slush ice i sommervarmen. 

Slush ice-maskiner langes lige nu over disken i rekordtal hos elektronikkæden Power, der kan mærke, at det er blevet varmt udenfor.

Det skriver kæden torsdag i en pressemeddelelse. 

Slush ice-maskiner er dog ikke de eneste, der hitter lige nu. 

Det samme gør de regulære ismaskiner, og tilsammen har de to maskiner denne sommer oplevet en eksplosiv stigning i salg: 

En vækst på hele 314 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

Ifølge elektronikkæden kunne kundernes øgede interesse for slush ice-maskiner allerede mærkes tidligt i år. 

»Slush ice-maskinen Ninja SLUSHi blev introduceret på det danske marked i slutningen af februar, og vi fik over 100 forudbestillinger inden for den første time, efter maskinen blev lagt online,« siger salgschef for Small Domestic Appliances hos Power, Daniel Olesen.

Han uddyber, at maskinerne er så populære varer hos kunderne, at de nu ser ud til at være på vej til at slå butikskædens salgsrekord. 

Indtil videre har Power derfor også solgt, hvad der svarer til 79.000 liter koncentrat til fremstilling af slush ice.  

»Det er jo en kæmpe sjat, men det stopper ikke her. Vi arbejder på højtryk for at følge med, men danskerne kan åbenbart ikke få nok. De vil bare have kolde forfriskninger her og nu,« fastslår Daniel Olesen.