Når danskerne står ud af sengen fredag morgen, er der ikke meget spændende at se ved at kigge på himlen.
Den bliver nemlig som de seneste dage:
Grå og – for nogle – kedelig, oplyser DMI til B.T.
Og dermed sagt med andre ord: Solen gemmer sig bag himlen, mens få vil mærke enkelte regndråber.
Til gengæld bliver det ikke decideret koldt med temperaturer liggende mellem syv og ti grader.
Hvis man derimod går og savner lidt ændring i vejret, ja så er der gode nyheder, når fredagen går på hæld.
Der er nemlig chancer for, at solen vil kigge frem. Særligt lørdag kan blive en af de bedre i dagevis.
»Hvis der kommer sol, så er det sidst på lørdagen og lidt start søndag. Primært i det sydøstlige. Men vi snakker små huller i skydækket, så det er ikke fremragende sol,« siger vagthavende meteorolog Mette Wagner og tilføjer:
»Men hvis der er solstrejf på en gråvejrsdag, så kan der komme nogle meget pæne refleksioner, man kan kigge på. Særligt ved vandet.«
Mette Wagner understreger dog, at prognoserne er usikre – og dermed skal der ikke meget til, før skyerne lukker sig sammen igen.
Sikkert er det dog, at solen ikke får overtaget.
Og allerede søndag kan der vente regn og ustadigt vejr i dele af landet.