For 23. år i træk topper Spanien listen over de mest populære rejsemål for danskerne.

Sådan lyder en nyhed fredag fra Danmarks Statistik.

Samtidig er Den Iberiske Halvø på vej mod en ordentlig hedebølge, der gør det til en noget svedig omgang at besøge Spanien og Portugal.

Allerede fredag eftermiddag bliver der 40 grader i skyggen flere steder på den sydlige del af halvøen, både i og omkring Sevilla og syd for Lissabon i Portugal.

Men det bliver meget værre.

For kigger man frem mod søndag, ser det næsten ulideligt varmt ud, hvis man har tænkt sig at lave andet end at ligge i poolvand eller gemme sig i aircondition.

Store dele af det sydlige Spanien og Portugal får således temperaturer på over 40 grader, der bliver værst i Sevilla, syd for Lissabon og øst for Lissabon.

Alle tre steder kan man forvente 45 grader i skyggen, og det er dermed farligt vejr, der kræver skygge, hydrering - og sjældent har spaniernes siesta-koncept givet bedre mening.