Et skybrud er netop nu blevet registreret i det nordjyske.

Ved Møllegård Huse nær østkysten er der ved en målestation kommet 16,7 millimeter regn på en halv time, skriver TV 2 Vejret.

Både tirsdag og natten til onsdag har flere områder af landet været ramt af kraftig regn og flere skybrud.

Nogle endda med dobbeltskybrud.

I alt registrerede DMI tirsdag skybrud i 22 ud af landets 98 kommuner.

Det er dog ikke slut endnu – og særligt den nordlige del af landet er ifølge DMI fortsat i risiko for at opleve lokale skybrud og torden.

Af den grund har det meteorologiske institut også tidligere udsendt en såkaldt risikomelding, som går på netop det:

»Der er risiko for tordenbyger og lokale skybrud. Der kan lokalt falde mellem 15 og 25 millimeter regn på 30 minutter,« lyder det i meldingen fra DMI, som er gældende frem til onsdag eftermiddag klokken 17 i det nordjyske.

Et skybrud er netop det, der er blevet registreret ved målestationen i Møllegård Huse, skriver TV 2 Vejret.

Samtidig lyder det, at bygerne i området kun langsomt bevæger sig mod vest.

Derfor er der risiko for, at der kan komme yderligere skybrud i området.