Øv, øv, øv, sommervejret har forladt os, og nu bliver det vådt – i hvert fald i nogle dele af landet.

Weekenden indledes især øst for Storebælt med risiko for kraftige byger med torden i morgentimerne.

Det fortæller DMIs vagthavende meteorolog Martin Lindberg til B.T.

Samtidig kan der være kraftige vindstød i forbindelse med bygerne i morgen og formiddagstimerne.

Vest for Storebælt bliver det en smule bedre.

»Jylland og Fyn får kun enkelte byger og en del sol,« siger Martin Lindberg.

Ud på dagen klarer det op nordfra, så det ud på eftermiddagen vil være tørt i hele landet.

»Det bliver lidt koldere end i dag (fredag, red.). Vi får op mellem 15 til 19 grader, og det bliver varmest i det østlige Jylland og på Fyn, hvor solen skinner mere,« siger meteorologen.

Det bliver desuden en blæsende dag med let til frisk vind fra nord og nordvest, mens det ved kysterne først på dagen kan blive stedvis hård vind. Den aftager heldigvis i løbet af dagen.