En viral affære fanget på storskærm under en Coldplay-koncert.
Det er, hvad hele verden taler om i disse dage - men hvad man ikke har hørt meget til, er de to implicerede chefers ægtefæller.
Både Astronomer-direktøren Andy Byron og hans HR-chef Kristin Cabot - der er gået ufrivilligt viralt for deres tætte omfavnelse, der hurtigt forvandlede sig til en chokeret gemmeleg - er nemlig gift i forvejen.
Kristin Cabot er tilmed gift med en helt anden - og endnu mere indflydelelsrig - direktør.
I de offentlige registre i Massachusetts er Kristin Cabot nemlig anført som hustru til Privateer Rum-direktøren Andrew Cabot.
Andrew Cabot kommer fra en lang, velhavende og betydningsfuld slægt af erhvervsfolk i Boston, hvor han i dag stadig bor og nu er sjette generation i familiens spiritusvirksomhed.
Hans families formue er blevet vurderet til at lyde på lige godt 100 milliarder danske kroner ifølge The New York Post, der henviser til en ældre artikel om familien i The New York Times, hvor det forklares, at det særligt har været sod til bildæk, som har gjort familien Cabot rig.
Formuen startede dog oprindeligt hos forfaderen Samuel Cabot, da han i 1812 giftede sig med Eliza Perkins, der var datter af en rig handelsmand, og også slavehandlen nåede familien at beskæftige sig med, hvilket de siden har kompenseret for gennem store, velgørende donationer.
Ifølge Daily Mail solgte ægteparret Kristin og Andrew Cabot i januar en fælles ejendom i Watertown for godt 11,5 millioner danske kroner og endnu en i Rye tilbage i februar for 6,7 millioner kroner, mens de ligeledes fremgik som mand og kone i dokumenterne fra deres huskøb i februar, hvor de gav lige over 14 millioner kroner for deres to etager i Rye.
Op til den famøse Coldplay-koncert var der da også flere glade familiebilleder på Kristin Cabots sociale medier, som dog siden er blevet lukket for offentligheden.
Den nu hjemsendte HR-chef i Astronomer har været gift én gang tidligere med en Ken Thornby, som hun søgte om skilsmisse fra i 2018, før det blev endeligt gennemført i 2020.
Hendes mand Andrew Cabot har været gift to gange tidligere, og fra sit første ægteskab har han en 30-årig søn og en 25-årig datter.
Slettede profiler og 'det perfekte match'
Det fremgik desuden på Kristin Cabots nu lukkede LinkdIn-profil, at hun siden september 2020 har siddet i bestyrelsen i netop Privateer Rum, som hendes mand er direktør for.
Hun har derimod kun arbejdet som HR-chef i Astronomer siden november 2024, og dengang storroste direktør Andy Byron hende som »det perfekte match« for virksomheden i en pressemeddelelse.
Andy Byron er også selv gift, men her er der mere, der tyder på, at hans kone bestemt ikke er glad for hans meget offentlige sidespring med sin HR-chef.
Hustruen Megan Byron - der nu går under sit eget efternavn Kerrigan - har nemlig fjernet hans efternavn fra sine sociale medier allerede kort efter, han gik viralt for at omfavne en anden kvinde og gemme sig ved opdagelsen.
Siden har hun helt slettet sine profiler.
Der er dog opstået en ny Instagram-profil i hendes navn, hvor et af de få opslag kommenterer på navneskiftet og affæren, men profilens ægthed er ikke blevet verificeret.
Megan Kerrigan er 50 år gammel og arbejder som lærer og vicedirektør på en skole i Massachusetts.
Det normalt så private ægtepar har to sønner sammen.
Hverken Astronomer-direktøren Andy Byron eller HR-chefen Kristin Cabot har kommenteret deres angivelige affære eller deres nuværende situation.
Heller ikke deres ægtefæller, Megan Kerrigan og Andrew Cabot, har kommenteret sagen.