Der var ingen vej uden om det. HR-chefen for virksomheden Astronomer, Kristin Cabot, endte ligesom sin direktør med at opsige sin stilling, efter de sammen blev fanget i en omfavnelse på storskærm til en Coldplay koncert.
Og det er der en helt særlig grund til, fortæller kommunikationsekspert Anna Thygesen.
»Det virker som decideret dårlig dømmekraft, at hun som HR-chef tilsyneladende har en hemmelig relation til direktøren,« lyder det fra direktør i kommunikationsbureauet WeDoCommunication, Anna Thygesen.
Klippet hvor Kristin Cabot og direktøren, Andy Byron, vises på storskærm, og derefter på akavet vis gemmer sig, fik først konsekvenser for sidstnævnte, der tidligere på ugen trak sig som leder af Astronomer.
Og nu er det HR-chefens tur til at opsige sit job, for ifølge Anna Thygesen kunne netop sådan en personalesag ende på Kristin Cabots bord.
For som HR-chef for Astronomer, vil det være hendes ansvar at håndtere et internt forhold mellem chef og medarbejder i virksomheden. Derfor stiller forholdet til chefen spørgsmålstegn til hendes dømmekraft, lyder det.
»De udsætter virksomheden for så meget dårligt omtale. Det tolererer man ikke i 2025,« lyder det fra Anna Thygesen, der fortsætter:
»Det lyder lige meget, men det er en virksomhed, som folk dermed ikke tager alvorligt. Så derfor kan en HR-chef og direktør ikke bare opføre sig, som de vil.«
Er det ikke bare internettet, der ender med at dømme de to chefer?
»Jo, sådan er det tit, at det ender med at blive internettet og medierne. Det bliver folkestemning, men sådan er det.«
»Sådan noget som utroskab og værdier i en virksomhed, er først noget vi går op i, når det bliver brudt.«
Men er det ikke uretfærdigt?
»Det vil hun jo nok mene, men hun er ikke fru hvem som helst. Hun er lige under direktøren og det er ledelsens ansvar.«
At de derfor vælger at have en relation, som efter alt at dømme har været hemmeligholdt for virksomheden, viser dårligt dømmekraft hos Kristin Cabot, og det vil virksomheden ikke sættes i forbindelse med.
»De (Astronomer, red.) har først isoleret ham og så hende. Det er gået relativt hurtigt. De har skulle finde ud af om de som virksomhed, skulle blande sig i det private liv,« siger Anna Thygesen og tilføjer:
»Og det gør de så nu, fordi i 2025 er der ingen direktører der kan sige, at deres privatliv ikke hænger sammen med det professionelle.«
Derfor mistænker kommunikationseksperten også virksomheden for, at for at have indgået en aftale om Kristin Cabots opsigelse.
B.T. har også snakket med Anna Thygesen og sladderdronningen Ditte Okman, om hvorfor netop dette klip er gået så viralt. Læs mere om det HER.