Kæmpekrisen har kradset de seneste år hos en af Danmarks helt store spillere på dagligvaremarkedet.
Men nu er der positive toner fra toppen hos to af Coops kæder. Der bliver lovet nye butikker og knivskarpe priser.
Efter at have lukket butikker og skåret ind, skal man endelig til at investere. Til gavn for kunderne, lyder det.
»Nu står vi overfor at skulle åbne butikker. Vi har tre til fem butikker, som vi enten har fået godkendt eller snart får godkendt åbningen af,« siger Rikke Krause, der for bare ni måneder siden indtrådte som direktør for SuperBrugsen og Kvickly.
Hun ved godt, det er en stor og vigtig opgave, de står overfor med deres to kæder. Faktisk så vidt, at hun mener, kunderne har krav på, at de lykkes med at fortsætte i en positiv retning.
»Det synes jeg, vi skylder Danmark, for Coop er noget særligt på den front. Vi besidder en unik position, og det er et stort ansvar,« siger hun og referer til, at de foruden at være ejet af energiselskabet OK er medlemsejet.
Hvor de nye butikker, som både bliver SuperBrugsen og Kvickly-forretninger, skal ligge, vil hun ikke ud med. De bliver dog spredt ud over landet, siger hun.
Til gengæld forklarer direktøren, at det er kun en del af kommende investeringer i kæderne. De eksisterende butikker skal også opdateres, så de bliver rarere for kunderne at være i.
»Vi har sat os en kæmpestor opgave for med en relativt ambitiøs moderniseringsplan af op mod 100 butikker. I år regner vi med at færdiggøre moderniseringen af 30 af dem,« siger hun og uddyber:
»Det er i nogle butikker forområdet, der skal laves om, andre steder er det facaden eller scan selv-løsningerne, som vi investerer meget i, som skal være bedre.«
Der skal investeres 500 millioner kroner i SuperBrugsen og Kvickly frem mod 2028. Det er halvdelen af de penge, Coop Danmark har sat af til renoveringer af butikker.
Men når dagligvarebutikker begynder at investere, er der sikkert mange kunder, der i disse dage vil tænke på fødevarepriser.
Og her lover direktøren også, at der vil ske nye ting. De relancerer blandt andet discountmatch, hvor priser på flere hundrede varer skal være så lave som Netto of Rema 1000s priser.
Rikke Krause vil ikke sætte et nærmere tal på, hvad flere hundrede betyder. For hende er det vigtigst, at det er de rette hverdagsvarer, der er med i discountmatchet.
Hun forklarer desuden, hvor de ellers vil sætte ind for at have konkurrencedygtige priser:
»Vi har sat ind på fire områder med hensyn til pris. Vi har sænket en del normalpriser, så vi ligger det rigtige sted i markedet,« siger Rikke Krause og fortsætter:
»Vi har investeret i bedre tilbud og kampagner, for det, anerkender vi, fylder meget hos kunderne efter år med inflation.«
Desuden investerer de i deres egne mærker, så kunderne får øjnene op for, at der er kvalitet for pengene, lyder det.
Alt sammen handler det om at bygge videre på en positiv bølge, som kommer efter en meget alvorlig krise. Inden OK opkøbte godt halvdelen af Coop, stod man overfor en rekonstruktion indenfor en årrække, har bestyrelsesformand i Coop Danmark, Jeff Gravenhorst, udtalt til Børsen
For Rikke Krause ser hun dog trods alvoren med optimisme på de næste år, for den tidligere så vingeskudte gigant. Hun forklarer, at de på en lang række parametre allerede klarer sig bedre end forventet, så nu ser hun fremad.
»Nu har jeg kun været med i ni måneder, og det har den styrke, at jeg ser på det hele med friske øjne, så jeg vil hellere se fremad end at se på fortiden,« slutter hun.