Medarbejderne i Føtex, Bilka og Netto kan glæde sig til deres næste lønseddel.
Når lønnen for juni lander i deres e-boks, er der nemlig lidt ekstra på kontoen.
Alle nuværende og tidligere medarbejdere får et særligt gratiale fra Salling Fondene – forudsat, at de har været anset i en fireårig sammenhængende periode fra 2021 til 2024.
Det skriver Salling Group i en pressemeddelelse.
»I Salling Group er det vores dedikerede medarbejdere, der hver dag gør en forskel,« forklarer Anders Hagh, formand i Købmand Ferdinand Sallings Mindefond og administrerende direktør i Salling Group.
»Det er takket være dem, at vi kan give en del af vores overskud tilbage til samfundet. Derfor er det med stor glæde, at vi igen i år kan anerkende deres indsats ved at give en del af overskuddet direkte tilbage til dem, der bidrager til at skabe det,« tilføjer han.
I alt uddeles mere end 16 millioner kroner fra Købmand Ferdinand Sallings Mindefond, og de skal fordeles mellem knap 70.000 medarbejdere i Danmark, Tyskland, Polen, Letland, Estland og Litauen.
Seneste uddeling af gratiale til medarbejderne skete sidste år, hvor der blev udbetalt knap 16 millioner kroner til 15.000 medarbejdere.