Køleskabe med indtørret mad, rester i gulvafløbene, fedtede skuffer og beskidt vasketøj i lange baner.
Det var, hvad Fødevarestyrelsen fandt under et besøg i juni hos den landsdækkende fastfoodkæde The Burger Concept i Sønderborg, som styrelsen kvitterede for med en sur smiley og en politianmeldelse.
Og det er ikke første gang, at restauranten i Sønderborg politianmeldes. Det skriver TV Syd.
Foruden forholdene i køkkenet bar kundeområdet ifølge Fødevarestyrelsen også præg af dårlig rengøring med støv, fedt og spildt sodavand.
»Virksomheden fremstår utilstrækkeligt rengjort og præget af manglende grovrengøring,« lyder det i Fødevarestyrelsens rapport.
Restauranten kan forvente en gebyrbelagt opfølgende kontrol, som restauranten ikke havde nogle bemærkninger til.
I marts tidligere i år modtog burgerrestauranten også en sur smiley og politianmeldelse for manglende rengøring og dokumentation.
De fik dog en glad smiley tilbage i maj, hvor det sidenhen er gået ned ad bakke igen.
The Burger Concept, som er ejet af brødrene Morten og Simon Franck Jakobsen, fortæller til TV Syd, at de beklager situationen.
»Vi arbejder på at få rettet op på problemerne. Vi har sendt et indsatshold ned til restauranten og er i kontakt med eksterne rengøringsfirmaer for at få rettet op på det,« siger Simon Franck Jakobsen til mediet.