Novo Nordisk har indført et globalt ansættelsesstop for ansættelser, som ikke er nødvendige for selskabets drift.

Det bekræfter Novo Nordisk over for Berlingske.

- Ja, givet den nuværende situation har vi stoppet alle ansættelser, der ikke er kritisk nødvendige for at drive forretningen, skriver medicinalselskabets presseafdeling i en mail til avisen.

Både den nye og den tidligere topchef i Novo Nordisk har varslet, at der skal spares i den kommende tid.

Da det blev annonceret i slutningen af juli, at Mike Doustdar ville blive den nye topchef i Novo Nordisk, sagde han, at der ville komme "besparelser og effektiviseringer" i selskabet.

Det ville ske inden for såkaldte "mindre vigtige områder" lød det.

Den tidligere topchef, Lars Fruergaard Jørgensen, sagde i forbindelse med sin afgang, at der formentlig ville komme afskedigelser.

- Når man skal justere en virksomhed, er der nogle områder, hvor man skal være færre, nogle der skal være mindre, så vi kommer nok ikke uden om fyringer, sagde han til DR på sin sidste arbejdsdag for to uger siden.

/ritzau/