Med virkning fra det kommende månedsskifte har den aarhusianske sandwichkæde Anettes Sandwich valgt at stoppe samarbejdet med leveringstjenesten Wolt.

Det skyldes særligt én ting:

At kæden oplever, at det »ikke længere giver mening økonomisk«. 

Det forklarer indehaveren af Anettes Sandwich, Niels J. Rasmussen, i et opslag på LinkedIn, ligesom det også er delt på butikkens Facebookside.

Han henviser til, at butikken blandt andet skal betale over 30 procent i gebyr for hver eneste ordre, ligesom Wolt ifølge butiksindehaveren også har indført en ny regel, hvor der opkræves et løbende gebyr på ordre, der markeres som klar mere end ti minutter efter det aftalte afhentningstidspunkt.

»Vi har forsøgt at forhandle os til en bedre aftale, hvilket ikke er lykkedes – derfor stopper vi med Wolt,« forklarer Niels J. Rasmussen i sit opslag.