Tusindvis af danskere er i disse uger ramt af influenza og forkølelse. Og epidemien har også ramt X Factor-deltagerne, der fredag aften skal optræde i det første af syv liveprogrammer.

Hårdest ramt er 17-årige Rasmus. Og den unge deltager er nervøs for at stemmen forsvinder, eller han bliver for syg til at gå på scenen.

- Jeg har meget ondt i halsen og er rigtig forkølet, så lige nu frygter jeg, at stemmen ikke bliver klar, siger Rasmus til bt.dk og fortæller, at han propper sig med c-vitamin, ingefær te og næsespray i håbet om at få det bedre.

Rasmus’ tilstand har også gjort dommer og mentor Mich Cutfather Hansen nervøs.

- Lige nu er min største frygt, at Rasmus ikke bliver klar. Han virker ved godt mod, og det skal nok gå. Men det værst tænkelige vil simpelthen være, hvis han får det værre, siger han.

Blandt Pernille Rosendahls grupper har flere også være syge.

- Det var mest i sidste uge. Men det er gået ud over træningen, siger Pernille Rosendahl til bt.dk.

Hos de ældste deltagere er det især Annelouise, der er hårdt ramt. Og ligesom Rasmus drikker hun masser af te:

- Halsen har det ikke vildt godt. Jeg er rigtig forkølet, så jeg drikker ingefær the med citron og honning. Og det hjælper faktisk. Jeg er lidt nervøs for, hvordan det går, når jeg skal op og nå de høje toner i morgen. Men der er dygtige folk omkring os hele tiden, så der er masser af gode råd over det hele til lige netop det problem.