Han husker ikke meget fra den sommerdag i fjor, hvor han blev skudt af politiet midt på Kongens Nytorv. Én ting står dog klart i erindringen:

Han troede, at han var Guds søn. At han var uovervindelig. 

»Jeg havde en følelse af, at jeg kunne gøre, hvad jeg havde lyst til, uden at det havde konsekvenser.«

Og netop den følelse var tæt på at sikre ham en plads i en kiste, som han selv forklarer det.

Den 37-årige mand tog tirsdag plads i vidneskranken i Københavns Byret for at fortælle om den skæbnesvangre junidag, der nu kan komme til at koste ham anbringelse på en psykiatrisk afdeling på ubestemt tid.

Det var et årelangt hashmisbrug, der ifølge den tiltalte ledte til den psykose, der fik ham skudt midt på den berømte plads.

I tiden op til røg han hash fra morgen til aften.

»Set i bakspejlet kan jeg se, at det påvirkede mig meget. Jeg blev skør, havde vrangforestillinger og storhedsvanvid.«

»Jeg blev vild med sten og følte, at de kunne noget magisk. Jeg kiggede meget på dem. Til sidst troede jeg, at jeg var Guds søn og kunne gå på vandet.«

Bar overkrop og hund i klapvogn
I dag kæmper han med at huske detaljerne om det, der skete 14. juni 2023. Noget af det husker han slet ikke.

Det gælder blandt andet en episode på Espresso House på Vimmelskaftet. Ifølge sagens anklageskrift var det her, hans vanvidstogt på Strøget startede.

I bar overkrop og med en klapvogn med en hund som passager var han ved ottetiden trådt ind på kaffebaren. Han måtte ikke have hunden med ind, lod personalet ham vide.

Og så gik han ifølge anklageskriftet amok: 

»Jeg stikker dig i hovedet med en kniv,« skal han blandt andet have sagt. Og så: »Jeg slår dig ihjel.«

I dag anfægter han ikke, at ordene er kommet fra hans mund. Eller at det er ham, man kan se på videoovervågning fra stedet. 

Han husker det bare ikke. 

»Da jeg senere fik det at vide af min forsvarer, var jeg meget chokeret.«

»Jeg har skullet grave i min hukommelse. Jeg kan kun huske billeder derinde fra. En skranke, nogle billeder. Jeg husker ingen ansigter eller personale.«

Guds søn betaler ikke
Mere klart i hukommelsen står dog det, der skete godt to timer senere.

»Jeg gik i Footlocker og fandt et par sko, jeg ville have. Selvom jeg havde penge på kontoen, ville jeg ikke betale, for jeg var jo herrens søn. Jeg tog skoene og nogle shorts og gik ud ad butikken og sagde, at jeg ikke vil betale.«

Da en ekspedient forsøgte at stoppe ham, tyede han til trusler, før han med klapvogn og hund gik videre.

I retten har anklager Andreas Juhl vist videoovervågning fra Strøget. Her kan man se den tiltalte skubbe klapvognen med venstre hånd. I den højre har han en lang kniv.

Han vifter med den, hvilket får de strøgvagter, der er blevet tilkaldt, til at holde sig på afstand, kan man se.

»Jeg havde min kniv med som beskyttelse, fordi jeg var hjemløs. Jeg havde ingen intentioner om at bruge den. Det var kun for at true.«

Skudepisoden er blevet undersøgt af DUP, og Statsadvokaten har herefter konkluderet, at politiet ikke gjorde noget forkert, da de skød den 37-årige.
Skudepisoden er blevet undersøgt af DUP, og Statsadvokaten har herefter konkluderet, at politiet ikke gjorde noget forkert, da de skød den 37-årige. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Vis mere

Skudt i hovedet
På Kongens Nytorv stod politiet klar. Blandt andet i en mørk civilvogn. 

»Den kom kørende op bag mig. Jeg tror, de puffede lidt til mig. Jeg blev overrasket og forskrækket, så jeg slog med kniven mod køleren og sideruden, hvor chaufføren sad.«

»Så tænkte jeg: 'Det var det, nu lader de mig være.'«

Ifølge den 37-årige var han i sin psykose overbevist om, at han nu kunne bevæge sig videre uden forhindringer

Store dele af Kongens Nytorv blev spærret af i kølvandet på skyderiet.
Store dele af Kongens Nytorv blev spærret af i kølvandet på skyderiet. Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Dér, tror jeg, jeg blev ramt første gang af en kugle. Det sagde 'bing' inde i mit hoved, og jeg kunne mærke, at der var noget varmt, der løb ned ad min kind.«

»Jeg kan huske, at jeg blev sur, så jeg tog min hånd op for at beskytte mod, at jeg fik flere kugler i mit hoved. Det var den hånd, jeg havde kniven i.«

Han gik mod betjentene. Og så lød der flere skud.

Før han vidste af det, lå han midt på Kongens Nytorv med betjente over sig.

Han husker ikke meget af det. Kun tumulten, at han blev vendt om, fik pillet bukserne af for at stoppe blødningerne samt hans egne råb.

Han skreg, at han »var Guds søn«. At hans »hjerte var rent«. 

»Det næste, jeg husker, er, at jeg vågnede op på hospitalet, hvor jeg var spændt fast.«

Erkender, men nægter
Selvom den tiltalte erkender de faktiske omstændigheder, som han husker, nægter han sig skyldig i de lovovertrædelser, han er tiltalt for i relation til 14. juni sidste år. Det var psykosen, der talte, mener han og hans forsvarer.

På billedet ses den klapvogn, som den tiltalte skubbede rundt på dagen.
På billedet ses den klapvogn, som den tiltalte skubbede rundt på dagen. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Vis mere

Han nægter også, at han som også beskrevet i anklageskriftet har voldtaget, truet og tæsket sin ekskæreste, ligesom han heller ikke erkender at have tvunget hende til at få en abort og udsat hende for psykisk vold.

Dog erkender han de af det otte sider lange anklageskrifts forhold, der handler om narkokørsel.

Står det til anklagemyndigheden, skal han dømmes til anbringelse på en psykiatrisk afdeling på ubestemt tid.

Retssagen fortsætter torsdag, hvor retten skal høre ekskærestens forklaring. Der er afsat i alt syv dage.