Flere steder i Europa er i øjeblikket ramt af voldsom varme og hedebølger. I Danmark kan vi også være med - her blev der slået varmerekord så sent som i søndags.

Men der er altså ingen grund til panik, selvom stemningen til tider kan være til det, ifølge Bjørn Lomborg.

I et interview med B.T. reagerer han imod, at blodrøde vejrkort i medierne bliver til en irrationel bekymring for varme.

»Ekstrem varme og ekstrem kulde er farligt, og det skal man ikke nedspille. For det er vigtigt at tage sine forholdsregler, specielt hvis man er gammel,« siger han og fortsætter:

»Men man skal simpelthen også lade være med at lave de her katastrofehistorier.«

Den omdiskuterede direktør for Copenhagen Consensus, der også er tilknyttet Stanford Universitets Hoover Institution, har gennem en årrække forholdt sig skeptisk til dommedagsprofetier om klimaet.

Han reagerer ovenpå en brandvarm weekend i Danmark, hvor der ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har kunne blive helt op mod 30 grader lokalt.

»Man skal huske, at de fleste danskere rent faktisk tager på ferie for at komme ned til 30 grader. Så det er ikke sådan, at de fleste tænker, 'uha, det er forfærdeligt.'«

På DMIs hjemmeside kan man læse deres 'bedste bud på,' hvordan fremtidens danske klima bliver i slutningen af dette århundrede, som konsekvens af global opvarmning. 

Spisesedlen byder både på voldsommere stormfloder og stigende middelvandstand.

At mange rejser til varme lande i ferien er vel immervæk noget andet, end at varmestigninger i Danmark nok vil medføre de her stormfloder og vandstigninger. Dét har store konsekvenser..?

»Det er rigtigt, at det er en udfordring, at vandstanden vil stige mod slutningen af århundredet. Men det er også noget, vi ved, hvordan vi skal håndtere. Se bare på Holland,« siger Lomborg og tilføjer:

»Jeg prøver ikke at banalisere det. Men jeg prøver at pointere, at de fleste ikke tager på ferie til Lapland men til Spanien. For de fleste mennesker ved godt, at varme ikke er særligt skadeligt, hvorimod kulde er enormt skadeligt.«

Bjørn Lomborg henviser til, at der i dag er flere mennesker, der dør af kulde i Europa end af varme.

»Der er langt flere, der dør af kulde end af varme. Så på den måde er det en helt vanvittig måde, vi taler om det på og vanvittigt, at medierne næsten kun kører på hedebølger, når kulde er meget dødeligere.«

Han fortsætter:

»Men det passer bare bedre ind i klimafortællingen at tale om varme- og ignorere kuldedødsfald. Men det er farligt, dårligt for vores politik og leder en masse mennesker til at bekymre sig unødvendigt meget om varme.«

Bjørn Lomborg står ikke alene med sine betragtninger.

Klimaekspert og seniorforsker ved Danmarks Tekniske Universitet Jens Olaf Pepke har også påpeget, at der globalt dør 4,5 millioner mennesker hvert år under kuldebølger, mens omkring 600.000 dør af hedebølger.

I et interview har han dog pointeret, at der i dag er omkring 100.000 flere ofre for hedebølger end for 20 år siden, men til gengæld er antallet af kuldedødsfald blandt andet på grund af klimaforandringer faldet med 300.000.