På en solbeskinnet torsdag aften i København møder B.T. statsminister Mette Frederiksen (S) til en snak om de fødevarerpriser, der på det seneste har været på himmelflugt.

For der har, ifølge statsministeren, ikke været et politisk ønske om, at priserne skulle være så høje. Derfor har hun - blandt andet med afsæt i B.T.s dækning af priserne - taget initiativ til flere tiltag, og hun varsler nu, at der kan være mere på vej.

»Jeg har fulgt med i jeres artikler. Og jeg har tænkt det samme, som mange af jeres læsere har. Nemlig at nogle priser er steget rigtig meget,« siger Mette Frederiksen. 

Fredag er det kommet frem, at regeringen i den kommende finanslov vil fjerne chokoladeafgifter og kaffeafgifter, men det er også varer som æg, smør og oksekød, der er steget meget i pris. 

Prisen på oksekød er for eksempel steget med hele 20 procent siden nytår. 

Statsminister Mette Frederiksen peger på den nylige beslutning fra regeringen om at sænke elafgiften i Danmark til EUs minimumsgrænse som et eksempel på et tiltag, der skal gøre det lettere for danskerne at fylde indkøbskurven.

Forslaget vil nemlig gøre, at en almindelig lønmodtagerfamilie vil spare cirka 4000 kroner om året.

»Det havde vi ikke gjort, hvis vi ikke havde stået i den her situation. Det har været en af vores reaktioner blandt andet på det, I (B.T., red.) har lavet,« siger Mette Frederiksen.

Men I har jo ikke set direkte på prisen på oksekød. I stedet har I netop gjort det billigere for eksempel at købe bøger. Skal der ikke laves nogle tiltag, der gør lige præcis oksekød billigere? 

»Differentieret moms, som mange spørger ind til, tager lang tid at få indført. Og jeg synes ikke, vi har den tid, så vi prøver at gøre nogle andre ting,« siger Mette Frederiksen. 

Hun tilføjer, at regeringen snart fremlægger sin finanslov, og at »det godt kan være, at der er nogle flere initiativer end det, vi allerede har præsenteret.« 

Også i forhold til oksekød?

»Vi kan ikke specifikt gå ind på alle varegrupper,« lyder det fra statsministeren, der tilføjer:

»Jeg sagde meget klart forud for sidste valg, at jeg ikke ville være med til at lægge en afgift, der gjorde oksekød markant dyrere i Danmark. Og det har vi heller ikke gjort.« 

En varm kartoffel i debatten om netop de stigende oksekødspriser har været regeringens højtbesungne grønne trepartsaftale. 

Skåret ind til benet går den ud på, at der skal være mindre landbrugsproduktion i Danmark.

Statsminister Mette Frederiksen har indtil videre forsvaret aftalen med næb og klør. 

Hun fastholder, at den ikke bidrager til de høje oksekødspriser og siger, at »forklaringen skal søges et andet sted.«

Regeringens egne beregninger viser nemlig, at treparten blot vil få prisen på et halvt kilo oksekød til at stige med én krone i 2030 og to kroner i 2035.

Men det vi har hørt er, at der kan være landmænd, der er bange for at udvide deres kvægproduktion, fordi de ved, at den grønne trepart venter rundt om hjørnet. Og det påvirker prisen - nu. 

»Det er klart, at man altid skal være villig til at kigge ind i, hvis der er sådan noget, som egentlig ikke har været en besluttet hensigt.«

Mette Frederiksen fortsætter:

»Her er det gode ved treparten, at vi har et forum, hvor vi - også med landmænd - kan sætte os ned og snakke om det, hvis der sker noget, som vi ikke har haft et ønske om. For der har ikke været et politisk ønske om at se de stigninger, der er på fødevarer lige nu.«