Det er »helt urimeligt«, at Danmark har en retstilstand, hvor en forælder ved hjælp af samværschikane kan vinde forældremyndigheden over børnene i en forældrekonflikt.
Det mener social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen.
Men trods adskillige direkte spørgsmål kan ministeren ikke garantere, at det kommende og meget kritiserede lovforslag på området bliver skrevet om.
»Man skal jo altid passe på med at give garantier,« siger Sophie Hæstorp Andersen.
Flere eksperter har ellers udtalt, at lovforslaget ikke kommer til at ændre på, at en forælder kan anvende chikane og falske anklager som våben for at vinde retten til børnene.
På Christiansborg vil adskillige partier således ændre lovforslaget allerede nu, så det bliver umuligt at benytte sig af chikane og forældrefremmedgørelse fremover.
B.T. kunne i forrige uge fortælle om en opsigtsvækkende dom fra Højesteret, hvor en far – der af retten beskrives som empatisk og som en god forælder – stort set ikke har set sine børn i fire år netop på grund af samværschikane og falske anklager fra morens side.
På trods af de forhold fik moren fortsat ret til at bo med børnene, da faren efter de mange års chikane var blevet fremmed for sine egne børn.
»Den slags sager med konflikter i familien er jo altid ulykkelige. Derfor står det også klart i lovforslaget, at den forældrefremmedgørelse, som vi så i den sag, kan få konsekvenser,« siger Sophie Hæstorp Andersen.
Mener du dermed, at den retstilstand, som vi har nu, hvor man kan vinde retten til børnene ved hjælp af chikane, er urimelig?
»Det er korrekt.«
Skal det aktuelle lovforslag så laves om?
»Vi gør det jo nu fuldstændig klart og tydeligt, at forældrefremmedgørelse kan have konsekvenser med den her lovgivning, og der er også afsat midler til at følge op med en række tiltag i Familieretshuset,« siger Sophie Hæstorp Andersen og fortsætter:
»Med lovforslaget får forældrefremmedgørelse og chikane sin egen og tydelige plads i loven. Men det er rigtigt, at lovændringen i sig selv jo ikke betyder, at forældre ikke kan udøve samværschikane.«
Men så er det, at jeg spørger, om lovforslaget ikke skal ændres?
»Altså, der er jo flere, der har været ude og sige, at det man har aftalt ikke er tilstrækkeligt,« siger Hæstorp og fortsætter:
»Men man skal jo bare huske på, at reglerne ikke er vedtaget endnu, så domstolene har ikke den her klare krog, som de har i fremtiden om forældrefremmedgørelse, som vi jo netop kommer med nu.«
Jeg synes stadig ikke, jeg er blevet klogere på, om det nye forslag skal ændres eller ikke ændres?
»Nogle mener jo, at balancen den skal tippe til fordel for det ene eller det andet...«
Ja, men hvad synes du? Hvad synes du efter at have talt med dine embedsmænd, eksperter og dine kollegaer? Skal det så ændres? Ja eller nej?
»Jamen, det er ret vigtigt at sige, at der er nogen, der trækker i retning af, at man bør tippe det mere i retning af hårde konsekvenser for den, der udøver forældrefremmedgørelse. Og så er der andre, der siger, 'uh, pas på, fordi I skal også lytte til hvert enkelt barn',« siger Sophie Hæstorp Andersen.
Jeg er med på, at der er mange, der mener alt muligt, men mener du som minister, at vi skal gå det lovforslag igennem igen og ændre, hvor det er nødvendigt?
»Jamen, vi havde et møde i går med ordførerne, hvor vi kiggede lovforslaget og høringssvarene igennem. Vi aftalte, at vi kigger videre på, om loven står klart nok i forhold til det, som vi ønsker os,« siger Sophie Hæstorp Andersen og fortsætter:
»Jeg forventer, at vi kan fremsætte loven i slutningen af oktober.«
I sin nuværende form?
»Nej, altså det som vi aftalte i går med ordførerne, det er, at vi kigger de her høringssvar igennem.«
Så I kigger på om loven skal ændres?
»Ja. Det har jeg sagt flere gange nu.«
På trods af manglende garantier, så fastholder Sophie Hæstorp Andersen at begrebet forældrefremmedgørelse er og bliver centralt i loven, at der bliver handlet, når samværschikane opdages og at det i det hele taget skal forebygges.