Flere ministre bliver nu trukket ind i sagen om top-islamisten Sebastian Østerfelt, der også er kendt under sit islamistiske alias Aqeel Abu Osama.

Det sker efter, at B.T. tirsdag afslørede hans dobbeltliv

Under sit alias er Sebastian Østerfelt et fremtrædende medlem af den islamistiske organisation Hizb ut-Tahrir, der arbejder for et kalifat med sharialov.

Under sit danske navn arbejder han hos det statslige selskab Energinet, der blandt andet driver det danske elnet.

Noget, som vækker bekymring hos både eksperter og politikere. De frygter blandt andet, at Sebastian Østerfelt kan misbruge sin adgang til kritisk infrastruktur til at fremme islamisters eller fremmede magters interesser. Læs mere om det HER.

I kølvandet på sagen har Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti stillet spørgsmål til justitsminister Peter Hummelgaard (S) og klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M). 

Sidstnævnte er øverste ansvarlige for Energinet, fordi hans ministerium ejer virksomheden.

»Jeg finder det dybt bekymrende, at der arbejder en islamist hos Energinet, som står for den allermest kritiske infrastruktur i vores land,« siger Dansk Folkepartis klima-, energi- og forsyningsordfører Nick Zimmermann til B.T.

Han tilføjer:

»Jeg er bekymret for, hvem ham her Sebastian Østerfelt, der også er kendt under sit islamistiske alias Aqeel Abu Osama, er tro overfor. Er det de islamiske regimer i Mellemøsten, som han er klar til at sælge vores oplysninger videre til?«

B.T. har stillet en række spørgsmål til Energinet, som det ikke har været muligt for os at få svar på. Dem har Nick Zimmermann nu stillet til den ansvarlige minister, Lars Aagaard.

Danmarksdemokraternes udlændingeordfører Peter Skaarup har spurgt Lars Aagaard, om det er foreneligt at beskæftige sig med kritisk infrastruktur i et statsligt energiselskab og være fremtrædende medlem af Hizb ut-Tahrir.

Her ses Sebastian Østerfelt under en demonstration arrangeret af Hizb ut-Tahrir på Den Røde Plads på Nørrebro i København.
Her ses Sebastian Østerfelt under en demonstration arrangeret af Hizb ut-Tahrir på Den Røde Plads på Nørrebro i København. Foto: Facebook
Vis mere

Der er jo tale om en mand, der har en relevant uddannelse, og som givetvis varetager sit arbejde fint. Hvorfor skal hans personlige holdninger så blandes ind i hans professionelle virke hos Energinet?

»Det er også ærgerligt, at det er sådan, men man må bare sige, at med det pres, der er på vores infrastruktur fra omverdenen i den her tid, så er vi nødt til at være opmærksomme og forsigtige,« svarer Peter Skaarup og tilføjer:

»Man kan ikke risikere noget, når det kommer til den kritiske infrastruktur. Der skal man virkelig være på vagt overfor uregelmæssigheder eller folk, der kan tjene andre interesser end danske.«

Peter Skaarup har også spurgt justitsminister Peter Hummelgaard, om der er foretaget et sikkerhedstjek af Sebastian Østerfelt, inden han blev ansat i Energinet og om ministeren vil forbyde Hizb ut-Tahrir.

Under sit islamistiske alias Aqeel Abu Osama er Sebastian Østerfelt blevet en populær skikkelse på det sociale medie TikTok.
Under sit islamistiske alias Aqeel Abu Osama er Sebastian Østerfelt blevet en populær skikkelse på det sociale medie TikTok. Foto: Screenshot fra TikTok
Vis mere

Organisationen er nemlig forbudt i blandt andet Tyskland, Storbritannien og en række mellemøstlige lande.

Spørgsmålene, som Nick Zimmermann og Peter Skaarup har stillet, er såkaldte §20- og udvalgsspørgsmål. Det er spørgsmål, som ministrene er forpligtede til at svare på.

B.T. har rettet henvendelse til de relevante ministre, der dog ikke er vendt tilbage indenfor deadline.

Vi har også forelagt udtalelserne i denne artikel for Sebastian Østerfelt og Hizb ut-Tahrir. De er heller ikke vendt tilbage. Energinet afviser at udtale sig.