Det er sket igen.

Politikerne har fået endnu flere milliarder til rådighed.

Det såkaldte økonomiske råderum blev nemlig i slutningen af juni opjusteret med 58 milliarder kroner.

Dermed er det nu oppe på hele 107 milliarder. 

Spørger man Liberal Alliances finansordfører, Ole Birk Olesen, skal de 58 milliarder, som råderummet er blevet opjusteret med, bruges på »den skattereform, som rigtigt mange i det danske samfund har talt og drømt om i mange år«.

»Vi taler ofte om de uhensigtsmæssigheder og uretfærdigheder, der er i skattesystemet, men folk har ikke rigtigt kunnet tage sig sammen til at få styr på det,« siger Ole Birk Olesen til B.T. og fortsætter:

»Nu er der 58 milliarder kroner ekstra, og så bør vi bruge dem på at lave de forskellige skattereformer – eller den store skattereform – som vi har sukket efter i mange år.«

Liberal Alliance har selv en række forslag til, hvor der bør sænkes på skatten. Skatten på arbejde bør sænkes, så »det bedre kan betale sig at arbejde.«

Selskabs- og kapitalskatterne bør sænkes, så der kommer flere investeringer til Danmark. Og så bør en række af de »mystiske« og »ulogiske« afgifter afskaffes. Det gælder for eksempel kaffeafgiften.

Men Ole Birk Olesen vil gerne invitere andre partier på tværs af rød og blå blok til at komme med deres forslag til, hvordan de mange milliarder fra råderummet kan gives tilbage til danskerne via skattereformer.

»Selv når vi skal dække udgiften til et dyrere forsvar og udgiften til flere ældre, så kommer skatteyderne til at betale meget mere, end vi har brug for,« siger han og tilføjer:

»Så måske er det også principielt det rigtigste, at dem, der betaler regningen, får lov til at beholde de penge, som de nu vil komme til at betale for meget.«

Finansminister Nicolai Wammen (S) har tidligere sagt, at Ole Birk Olesens forslag er »noget af det dummeste og mest uansvarlige, jeg længe har hørt«.
Finansminister Nicolai Wammen (S) har tidligere sagt, at Ole Birk Olesens forslag er »noget af det dummeste og mest uansvarlige, jeg længe har hørt«. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Vis mere

Finansminister Nicolai Wammen (S) har tidligere sagt, at Ole Birk Olesens forslag er »noget af det dummeste og mest uansvarlige, jeg længe har hørt«.

Ole Birk Olesen giver dog ikke meget for Nicolai Wammens »skældsord«. 

Han peger på, at finansministeren selv vil bruge en del af råderummet på andre udgifter, herunder velfærd og grøn omstilling.

»Når det kommer til stykket, er det jo ikke det, at man vil bruge penge på noget andet end forsvar, der er dumt og uansvarligt. Det er det, at man ikke er socialdemokrat, der ifølge Nicolai Wammen er dumt og uansvarligt.«

Derudover peger Ole Birk Olesen på, at Liberal Alliance allerede i foråret fremlagde en plan for, hvordan man fandt finansiering til en oprustning af forsvaret, der svarer til 3,5 procent af BNP.

»Men selv hvis det bliver 5 procent af BNP, som vi skal bruge, så har vi en forventning om, at en stor del af de 1,5 procent (der er afsat til »andre sikkerhedsudgifter, red.) er nogle udgifter, som Danmark allerede afholder,« siger han og tilføjer:

»Og så er der stadigvæk en meget, meget stor pose penge til rådighed til at gennemføre reformer for.«

B.T. sætter henover sommeren fokus på råderummet og præsenterer forskellige bud på, hvad det kan bruges på. Følg med på bt.dk.