Top-islamisten kendt som Aqeel Abu Osama søger nu nyt job.
Det sker efter at B.T. i juli afslørede, at han lever et dobbeltliv og under sit danske navn Sebastian Østerfelt arbejder hos det statslige selskab Energinet.
Det vakte bekymring, fordi Sebastian Østerfelt samtidig er et fremtrædende medlem af den islamistiske organisation Hizb ut-Tahrir, der arbejder for et kalifat med sharialov.
Flere politikere og eksperter udtrykte i forbindelse med afsløringen bekymring for, om Sebastian Østerfelt gennem sin stilling hos Energinet får adgang til viden, som kan misbruges.
Selskabet driver nemlig kritisk infrastruktur som det danske elnet.
Men selvom klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) i første omgang fredede Sebastian Østerfelt, leder han nu alligevel efter nyt job.
»Efter fire år i elbranchen – to år som stærkstrømsingeniør og de seneste to år som projektleder – er jeg nu på udkig efter nye udfordringer. Jeg står til rådighed straks,« skriver han således i et opslag på det sociale medie LinkedIn.
I opslaget forklarer Sebastian Østerfelt ikke, om han er blevet fyret, og han har heller ikke svaret på B.T.s henvendelse om dette. Ser man på Sebastian Østerfelts LinkedIn-profil fremstår det dog stadig som om han er ansat hos Energinet.
B.T. har rettet henvendelse til Energinet for at høre om baggrunden for, at Sebastian Østerfelt nu søger nyt job.
Men selskabet, der tidligere har taget kraftigt afstand fra hans islamistiske holdninger, oplyser blot i en kort skriftlig kommentar, at de ikke udtaler sig om »konkrete personaleforhold«.
I kølvandet på B.T.s afsløring af Sebastian Østerfelts dobbeltliv og øvrige afdækning af Hizb ut-Tahrir har regeringen meldt ud, at man igen vil forsøge at forbyde organisationen.
Læs mere om det HER.