»Det kan en abe finde ud af, tror jeg faktisk. Og måske også en guldfisk egentlig.«
Sådan lyder det fra den kendte iværksætter og debattør, Martin Thorborg, når han skal beskrive regeringens planer om at bruge det enorme økonomiske råderum på 107 milliarder kroner.
Thorborg er rasende over, at finansminister Nicolai Wammen (S) lægger op til at bruge pengene på blandt andet forsvarsudgifter i stedet for at sende dem tilbage til skatteyderne.
»Hvis man et eller andet sted forventer, at man får flere penge, end man havde regnet med, så ville det jo rent etisk være rimeligt, at lade folk beholde nogle flere penge selv,« siger han og tilføjer:
»Det er jo i mine øjne den bedste velfærd, man overhovedet kan give. Det er jo at folk beholder flere af de penge, de selv har tjent.«
Martin Thorborg mener, at andre end ham er bedre til at pege på, hvilke skatter, der konkret skal sænkes eller afskaffes.
Liberal Alliance har tidligere foreslået at bruge råderummet på blandt andet at sænke skatten på arbejde og selskabsskatten samt afskaffe en række afgifter som kaffeafgiften.
Forslaget kom, da Finansministeriet i slutningen af juni opjusterede råderummet med hele 58 milliarder kroner.
Dengang kaldte finansminister Nicolai Wammen (S) Liberal Alliances forslag om skattelettelser for »noget af det dummeste og mest uansvarlige, jeg længe har hørt«.
Finansministeren mener, at pengene skal bruges på statslige udgifter til blandt andet forsvar og skatteyderbetalte velfærdsydelser.
Den kritik giver Martin Thorborg dog ikke meget for.
»Altså, det er den den mest uintelligente og lette løsning at sige, at der er masser af penge i kassen, lad os bruge dem. Det kan en abe finde ud af, tror jeg faktisk. Og måske også en guldfisk egentlig,« siger han og fortsætter:
»Den intelligente løsning ville jo være at se på, hvordan det kan være, at vi betaler nogle af verdens højeste skatter, men alligevel har en velfærd, som de fleste mennesker ikke synes har det niveau, som den burde have. Der jo noget galt med maskinen.«
Skal der findes flere penge til oprustning af forsvaret og andre offentlige udgifter, bør politikerne finde dem ved at spare på bureaukratiet, mener Martin Thorborg.
»Der mangler folkeskolelærere, politibetjente og sygeplejersker alle steder, mens der bliver flere og flere offentlige ansatte til at administrere og stemple og skubbe rundt,« siger han.
Den kendte iværksætter slutter af med en kontant dom over regeringens tilgang til skatteydernes penge:
»Det er bare hjernedødt. Det er, hvad det er. Og det er tarveligt.«
B.T. sætter henover sommeren fokus på råderummet og præsenterer forskellige bud på, hvad det kan bruges på. Følg med på bt.dk.