»Jeg synes, at det er en skamplet. Simpelthen.«
Sådan lyder det fra Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg.
Hun stempler i et interview med B.T. ind i debatten om onsdagens pro-palæstinensiske aktion på Roskilde Festivals største scene, Orange Scene.
En aktion, der var blåstemplet og koordineret med festivalen.
Da B.T. taler med Inger Støjberg, er hun på Nibe Festival i den anden ende af landet.
»Roskilde er ikke et sted, jeg har lyst til at være til festival,« siger hun og tilføjer:
»Jeg har i mange år oplevet Roskilde som værende politisk. Og nu må man jo sige, at det er der sat tyk streg under. Det synes jeg ikke, at man skal bruge festivaler til.«
Inger Støjberg undrer sig blandt andet over, at Roskilde Festival har inviteret den svenske klima- og Palæstina-aktivist Greta Thunberg til at holde foredrag.
Men mest af alt er hun rasende over, at Roskilde Festival lod pro-palæstinensiske demonstranter overtage Orange Scene under det irske punkband Fontaines D. C.s koncert onsdag aften.
»Den pro-palæstinensiske demonstration er jo en skamplet,« siger hun og fortsætter:
»Det er ikke mere end godt halvandet år siden, at 364 blev slået ihjel og 44 blev taget som gidsler af Hamas ved Nova-festivalen i Israel ag Hamas.«
»At man så kan finde på at gøre, som man gjorde i onsdags på Roskilde, det har jeg godt nok meget svært ved at forstå,« tilføjer hun.
Især er det faldet Inger Støjberg for brystet, at der fra Orange Scene blev råbt »from the river to the sea, Palestine will be free.«
Sidstnævnte råb sættes ofte i forbindelse med terrororganisationen Hamas' erklærede mål fra 2017:
»Hamas afviser ethvert alternativ til den fulde og fuldstændige befrielse af Palæstina, fra floden til havet,« hvilket henviser til Jordanfloden og Middelhavet, hvilket i så fald ikke efterlader nogen landområder til Israel.
Stod det til Inger Støjberg, burde Roskilde Festival i stedet have lavet en mindehøjtidelighed for ofrene for Hamas' terrorangreb mod Nova-festivalen den 7. oktober 2023.
Roskilde Festival er et privat foretagende. Hvad de tolerer på deres festival må de vel selvom?
»Jo, men det her er altså ekstremt grænseoverskridende at stå og anklage Israel for folkemord og komme med de her kampråb. Det er jo antisemitisme i fuldt flor, og så bliver det ovenikøbet blåstemplet af Roskilde Festival. Det må jeg bare sige, at det synes jeg godt nok er skammeligt og ganske forfærdeligt,« svarer Inger Støjberg.
På sociale medier kan man se Palæstina-aktivister, der argumenterer imod anklager om, at de skulle være antisemitiske. De siger, at man begår en fejl, når man sætter lighedstegn mellem Israel og antisemitisme, og at man bør skille de to ting ad. Hvad tænker du om det?
»Undskyld mig, men det er jo antisemitisme. Israel er et jødisk land, og det her er med til at skabe had og splid. Jeg kan slet ikke udtrykke min forargelse. Men jeg er også ked af, at det er danske jøder, der skal udsættes for at høre sådan noget,« lyder det fra Støjberg.
B.T. har forelagt Inger Støjbergs kritik for Roskilde Festival.
Festivalen vil ikke stille med en talsperson til interview, men udtaler i en skriftlig kommentar:
»Når kunstneres budskaber vækker offentligt debat, ser vi det som en vigtig del af en levende og demokratisk meningsudveksling.«
»Roskilde Festival tillader ikke hadtale, diskrimination eller opfordringer til vold. Hvis nogle ytringer konkret vurderes at overskride vores grænser, tager vi ansvar og handler i den konkrete situation.«